Fordele ved varemærkebeskyttelse

Hvilke fordele er der ved at få dit varemærke registreret?
Registreringen af et varemærke giver dig en række konkrete fordele, f.eks. muligheden for at bevise, at det er dit mærke, og at du har eneret til det.

Med en registrering af dit varemærke, skal du ikke bevise brug i samme omfang, og beskyttelsesomfanget vil også være bredere end ved ibrugtagede varemærker.

At have eneret til et varemærke indebærer desuden, at du kan forhindre andre i at bruge et identisk eller lignende varemærke i forbindelse med de samme eller lignende varer eller tjenesteydelser, som dem dit varemærke er beskyttet for.

Generelle fordele ved en varemærkeregistrering
Der er mange fordele ved at registrere dit varemærke, blandt andet kan du:

  • Forbyde dine konkurrenter at bruge lignende mærker
  • Få erstatning ved krænkelse af dit mærke
  • Sælge eller give licens til varemærket og på den måde generere indtægter på rettigheden
  • Få en indikation af, hvilke andre lignende varemærker, der allerede er registreret inden for din brance

Fordele ved et nationalt varemærke, et EU-varemærke og et international varemærke
Der er endvidere en række fordele ved at få beskyttet dit varemærke som et nationalt varemærke (f.eks. et dansk varemærke), et EU-varemærke og/eller et international varemærke.

Fordele ved et nationalt varemærke:

  • Du kan frit vælge, i hvilke lande registreringen skal gælde
  • Du kan vælge lande, der ikke er medlem af EU eller Madridprotokol-systemet
  • Du kan vælge forskellige varemærker i hvert enkelt land
  • Hvis varemærket udslettes i ét land, vil det ikke have indvirkning på de øvrige nationale registreringer, som ved f.eks. et EU-varemærke.

Fordele ved et EU-varemærke:

  • Du får beskyttet dit varemærke i hele EU gennem én ansøgning
  • Du kan videreføre rettighederne fra dine gamle nationale registreringer til EU-registreringen (anciennitet)
  • Hvis du sælger varemærket, eller hvis din virksomhed ændrer adresse, skal du kun give besked ét sted
  • Du skal kun forny én registrering

Fordele ved et international varemærke:

  • Gennem én ansøgning kan du opnå beskyttelse i de lande, der er medlem af det internationale system, f.eks. USA, Kina eller Brasilien.
  • Du kan frit vælge, i hvilke WIPO-medlemslande, registreringen skal gælde.
  • Du har mulighed for at udvide registreringen med flere lande, efterhånden som din virksomhed vokser
  • Du kan vælge, at registreringen skal gælde for hele EU, da OHIM er med i Madridprotokol-systemet
  • Hvis du helt eller delvist sælger varemærket, eller hvis din virksomhed ændrer navn, skal du kun give besked ét sted
  • Du skal kun forny én registrering