Landevalg

I forbindelse med registrering af dit design, bør du overveje, i hvilke lande du ønsker dit design registreret. Ønsker du kun at have dit design beskyttet i Danmark, eller ønsker du det beskyttet i flere lande?

Tænker du eksempelvis på at eksportere dit design til andre lande, bør du være opmærksom på, at få dit design registreret i de pågældende lande. På den måde undgår du at andre kopierer dig, og at dine kunder har svært ved at skelne mellem dig og dine konkurrenter.

Du bør også undersøge mulighederne for at få dit design registreret i det land, hvor du har din produktion, da design kun kan opnå beskyttelse i lande, hvor de er registreret. En anden virksomhed kan altså lovligt producere og sælge dit design i de lande, hvor designet ikke er registreret, og dermed også forhindre dig i at sælge dit design i disse lande. Andre vil tilmed kunne foretage en registrering af dit design, før du selv når at gøre det.